Beachvolley
Præsenteret i samarbejde med Aarhus Beachvolley Club.

Foto: Peter Brøgger
Under Urban Sports Festival Aarhus inviterede Aarhus Beachvolley Club og Volleyball Danmark publikum til at opleve det meget populære turneringsformat King & Queen of The Court med nogle af de bedste spillere i Danmark.
Det er ikke normal beachvolley, for hele fem hold er på banen samtidig i hver kamp. Tempoet er tårnhøjt, og når de 15 minutter er gået i hver runde, skal et hold sorteres fra. Det er nervepirrende for holdene i de sidste minutter. Publikum kunne opleve det hele fra tribunen og blev løbende klædt på af dj/speaker med regler, holdenes baggrund og fun facts.
Aarhus Beachvolley Club havde også en chill zone med små strandspil, konkurrencer og søde frivillige.
Kort fortalt: Sådan spilles King & Queen of the Court
➡️ 15 hold i hvert køn fordeles i tre puljer ud fra ranglisten til Danish Beachvolley Tour.
➡️ Hver kamp består af 5 hold, der spiller typisk 3 runder á 15 min. I hver runde udskilles der vinder- og taberhold, der enten går videre til næste runde, til lucky loser opsamling eller helt ud.
➡️ Holdene kæmper om at få flest point indenfor tiden i hver runde. Et hold kan dog kun score point på banens king/queen-side.
➡️ De udfordrende hold står i kø for at serve. Vinder de, skubber de holdet på king/queen-siden om bag i køen og snupper selv siden og kan nu score point - indtil de selv bliver skubbet ud eller tiden er gået.
➡️ Der er få pauser, der spilles musik og speakes. Vinderne kåres som banens King eller Queen og vinder præmier, ranglistepoint og publikums anerkendelse.
Billedgalleri for beachvolley (fotos: Peter Brøgger)






















